Forleden kom en rådvild kvinde ind til mig. Hendes veninde havde det rigtig svært, og den unge kvinde vidste ikke, hvad hun kunne gøre for at hjælpe.
Mange af os, der er blevet opdraget til at fikse, kan have det rigtig svært, når én, vi holder af, lider.

Og jeg kan også fortsat selv drukne i medlidelses- og fikserfælden. For vi vil jo gerne sørge for, at den lidende får det bedre.

Men når stormen virkelig raser, er det ikke vores gaver, penge, gode råd eller de dybe indsigter på den andens vegne, der hjælper.
Det, der giver allermest, er dit nærvær, din evne til at lytte og virkelig sætte dig ind i, hvordan den anden har det følelsesmæssigt.
Kort sagt: At kunne holde ud at sidde sammen med den andens smerte.

At have en person, der kan og vil forstå, hvad det er, der er så svært, og som kan holde ud at sætte sig ’ned i det sorte hul’ sammen med én, uden at gå i panik, intellektualisere, rationalisere eller minimere, er det mest nærende for et flosset nervesystem, der er ude af balance.

Så øv dig i at være nærværende, lytte og virkelig forstå. Så kan du være den allerbedste ven i nøden.