For mange af os er det svært at sætte grænser for andre. Det at sige et enkelt nej til nogen, der står os nær, kan føles så ubehageligt og farligt. Derfor har vi en dybfølte ønske om, at når vi har sagt nej, så overholder og respekterer den, vi har sagt nej til, den grænse vi har sat. 

Men sådan er det ikke nødvendigvis. En af mine klienter oplevede, at hun skulle sige nej igen og igen, når det handlede om at få sin far til at stoppe med at bringe deres samtale hen på et emne, hun ikke ville tale med ham om. Han havde et stort ønske om, at hun gik i gang med en videregående uddannelse. Hun følte sig ikke klar på det tidspunkt, men det ville han ikke forstå. 

Kunsten for hende var to ting: 

• ikke at ’falde i’, når han forsøgte at bringe emnet på banen og altså gå i gang med samtalen mod sin vilje 

• og at gøre alvor af at forlade samtalen med ordene: jeg minder dig lige om, at jeg går nu, hvis du ikke respekterer, at jeg er her for, at vi kan hygge os – derfor skal vi ikke tale om det. 

Det er også vigtigt at vide og huske, at hvis vi bare overskrider den grænse, vi har sat, én gang, kan det give et signal til den anden om, at grænsesætningen ikke er ment så alvorligt, og at det er okay, at den anden vedbliver med at overskride den. 

Vi kan komme til  at bryde vores egen grænsesætning fx ud af et hensyn til den and, fordi vi gerne vil fremstå som en elskelig person eller i håb om at modtage den forståelse, vi hele tiden har ønsket. Men det giver sjældent det ønskede resultat. 

At sætte grænser handler altså om at respektere sig selv i dem – dvs. selv at overholde dem – og at holde dem vedlige – altså at gentage grænsesætningen igen og igen uden at overskride dem selv. 

Så grænser er ikke at kontrollere andres adfærd over for dig. Grænser er, at du kontrollerer din egen adfærd baseret på, hvad andre gør over for dig.   

Er det i dag, du skal sætte en grænse og overholde den?