Angst – brug vejrtrækningen 3:4

For mange af os er det en selvfølge at trække vejret. Men en bevidst vejrtrækning kan virke beroligende og dermed stress- og angstdæmpende. I denne artikelserie får du en række vejrtrækningsøvelser, der kan hjælpe dig med en bevidst og beroligende vejrtrækning. Vi er nu nået til den afspændende vejrtrækning.

Angst brug vejrtrækningen

Hvis du har fulgt med i artikelserien her, ved du, hvor vigtigt, det er, at trække vejret fra den nederste del af maven. Det kræver dog øvelse, hvis vi længe har trukket vejret fra brystet, spændt op, trukket maven ind, været stressede osv.  Så har du ikke læst de to foregående artikler i serien, er det en god idé at gøre, inden du kaster dig over denne øvelse. Læs artikel no. 1 her og no. 2 her.

I denne øvelse skal vi nemlig bruge vejrtrækningen som et middel til at spænde af i kroppen. For går vi og spænder op konstant, kan vi dels ikke trække vejret helt ned i maven og dermed få ren ilt ind og kuldioxid ud, dels sender vi signaler til hjernen om, at vi skal være på vagt – også i situationer, hvor det slet ikke er nødvendigt.

ØVELSE

1. Stil et stopur på 10 minutter

2. Læg dig på gulvet på en måtte på ryggen med benene let spredte, fødderne pegende afslappet ud mod hver sin side og arme og hænder ned langs siderne uden at røre kroppen med håndfladerne opad. Har du ryg-problemer, kan det være en god idé at lægge en pude under knæene, så de er let bøjede.

3. Fornem, om du ligger godt og justér, hvis noget generer

4. Scan nu kroppen og registrer, hvor du spænder op. For nogen vil det være i nakken, skuldrene, maven og lårene, men det kan være overalt i kroppen. Prøv, om du kan give lidt slip der, hvor du fornemmer anspændtheden.

5. Vend så opmærksomheden mod din vejrtrækning og fokusér i første omgang på at fordybe ind- og udånding, så indåndingen kommer så langt ned i maven, som muligt – du kan sagtens anvende en af teknikkerne fra artikel no. 2.

6. Når du fornemmer, at du faktisk trækker vejret med maven, forsøg så at rette vejrtrækningen hen mod de steder, hvor du følte anspændtheden. Prøv, om du kan blødgøre de anspændte områder med din vejrtrækning ved at tænke ind- og udånding, som en blød hånd, der varmer og løsner de steder, du spænder op.

7. Når tankerne kommer, så registrer det, forlad dem uden at tage stilling til dem, og vend opmærksomheden mod din vejrtrækning, som skal ned i maven igen.

8. Prøv også, om du kan have en opmærksomhed på, om du spænder op i kroppen, når du glemmer vejrtrækningen. Er det tilfældet, så prøv at give blidt slip igen.

9. Når øvelsen er slut, kan du scanne kroppen igen og sanse, om den er mere afspændt og afslappet end inden, du gik i gang.

Det kræver øvelse og massere af gentagelser at lære at trække vejret på en afslappende måde. Så hav tålmodighed med dig selv. Og øv dig igen og igen.

Læs første artikel i serien her og anden artikel i serien her.

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.