Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt
Når vi føler os uretfærdigt behandlet, hjælper det med en oprigtig undskyldning. Men når vi befinder os i en konfliktsituation, kommer vi dog ofte til at angribe og komme med beskyldninger – ofte på en mail eller sms. Så får vi ikke den undskyldning og anerkendelse, vi har brug for. Men du kan gøre noget andet!
Der er intet, der kan æde en op indefra, som følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet – det kan handle om alt lige fra at blive kaldt noget ubehageligt til at føle sig fuldstændigt værdiløst behandlet i den familie, man er en del af. Uanset hvad, vil de fleste gerne have en undskyldning for den hændelse, de føler har været så uretfærdig.
Men at modtage den oprigtige undskyldning kræver faktisk også noget af en selv. Det kan lyde irriterende og ubehageligt, for det er jo ’den anden’, der har krænket én. Så burde det ikke være hende, der bare skulle komme i gang? Desværre er det ikke helt så enkelt.
Den amerikanske psykolog Harriet Lerner mener, der er fem vigtige skridt, man skal tage, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at modtage en oprigtig undskyldning. For når vi modtager den, opnår vi også den forståelse hos den anden, som vi længes sådan efter. Derfor er undskyldningen også så meget mere end blot nogle hurtige ordvekslinger – den handler om en dybere anerkendelse.
Her får du hendes bud på de fem opmærksomhedspunkter, du skal have i baghovedet for (måske) at få din undskyldning.
1. Gør det kort
Når vi er vrede, bekymrede, ængstelige eller ivrige, ender vi ofte med at over-tale vores sag. Mange kommer til at sende e-mails eller beskeder i affekt, der både er alt for lange og følelsesladede – måske også mere, end vi egentlig havde tænkt os. Det har de, der har sendt mails, når de er ramt på følelserne, sikkert også opdaget ved genlæsning af det sendte.
Undersøgelser har vist, at modtagere af den slags mails er tilbøjelige til at absorbere utroligt lidt af indholdet, hvis de faktisk ikke har lyst til at høre det, du siger. Undersøgelser viser også, at nedskrevne ord virker stærkere på modtageren, end de måske er ment. Så det er vigtigt at fatte sig i korthed. Vi har en tendens til at vælte mere af det samme over på den part, der har gjort os uret. Men ofte hjælper mere ’af det samme’ ikke – tværtimod. Så skriv kort og enkelt.
2. Drop bebrejdelserne – definér dig selv
Vi kan have en enorm trang til at fortælle den, der har gjort os uret, alt det, hun har gjort galt. Men selvom vi er så fulde af bebrejdelser over for hende, bør vi afholde os fra netop bebrejdelserne, beskyldningerne og udskamningen. I hvert fald hvis vi vil gøre os håb om at modtage den dybfølte undskyldning.
I stedet skal man tage udgangspunkt i sig selv og næsten slavisk bruge ’jeg’ ved hver sætning, fx ’Jeg synes…’, ’Jeg oplever…’, ’Jeg tror…’, ’Jeg kan ikke…’, men samtidig med at man respekterer, at den anden kan have en anderledes opfattelse af tingene.
3. Fokusér på dine følelser – ikke på den andens handlinger
Det kan måske lyde enkelt, men for mange er det rigtig svært at sætte ord på og ikke mindst turde udtrykke, hvad den andens handling gør følelsesmæssigt ved én. Desuden er det utrolig svært at holde beskyldningerne tilbage, når man er blevet uretfærdigt behandlet. Men der kommer ikke nogen undskyldninger ud af bebrejdelser, beskyldninger og anklager.
De fleste har en tendens til at ’dutte’, dvs. nævne alt det, den anden gjorde, fx ’Du har så travlt med at foregive, at du er så perfekt, men når det gælder…’ eller ’Du sagde, at du ville, men…’ og Du har altid…’ eller ’Du har aldrig…’. I stedet kan sætningerne begynde med fx ’Jeg blev så ked af det, da jeg fik at vide…’ eller ’Jeg følte mig helt værdiløs, da jeg oplevede…’ og ’Jeg havde det, som om jeg slet ikke levede op til det, der…’. Det kræver dog øvelse, hvis man har for vane at ’dutte’ og sjældent viser sin sårbarhed rent.
4. Bed ikke om en undskyldning
… og gør heller ikke krav på én. Det er nemlig de færreste af os, der bryder os om at få at vide, hvordan vi skal føle, tænke og opføre os – det gør sig også gældende ved undskyldninger. Når man beder om eller kræver en undskyldning fra en anden voksen, kan det få den part til at føle sig behandlet som et barn – og så gør vi modstand. Ydermere bliver undskyldningen hverken så meningsfuld for en selv eller heller ikke så oprigtig, som en undskyldning, der kommer uden opkrævning.
5. Gør det for dig selv – uden forventning
Det kan lyde lidt selvmodsigende, at man skal skrive en anden udgave af det svar, man ellers ville være kommet til at sende, for sin egen skyld. Og altså ikke for at få en ønsket respons fra den anden. Har man et problematisk forhold til sine forældre og ønsker noget – fx at de skal indrømme, at de har været uduelige – er man ikke klar til at arbejde på at få en oprigtig undskyldning. For som udgangspunkt ved vi ikke, hvordan den anden vil reagere, når vi kommer med et krav om en indrømmelse. Derfor er det vigtigt, at vi skriver ’svaret’ til den person, vi mener, har såret os dybt, for vores egen skyld. Det kan være svært uden et stykke forarbejde, hvis man fx er så såret og vred, at man ikke kan sige sig fri af det.
Harriet Lerner understreger dog også to vigtige ting:
- at der er nogle, vi aldrig får den undskyldning fra, vi mener, vi er så berettiget til.
- Ligesom vi også må erkende, at vi ikke er klar til at modtage en undskyldning, hvis vi kun leder efter ’fejl’ i det, den anden siger.
Kilde: Harriet Lerner, ’Why won’t you apologize’
Du kan også høre et interview med Harriet Lerner om emnet i Brenee Browns podcast-serie ’Unlocking us’
