Hvis du er optaget af at komme bedre ud af det med fx din partner, dine venner, din familie eller dine kolleger, er der nogle vendinger, du med fordel kan undgå. Så kommer du nemlig bedre igennem med dit budskab.
Af psykoterapeut og kommunikationsrådgiver Maria Holkenfeldt Behrendt
1. Brug aldrig sætninger, der indeholder ’altid’ eller ’aldrig’
Du har sikkert bemærket det – i linjerne ovenfor begynder punkt 1 med ordet ’aldrig’. Og det er dumt. For det første, fordi der ofte er en undtagelse, som gør, at reglen ikke holder. For det andet, fordi det tricker noget i hjernen på os, når vi hører de sætninger. Vi begynder automatisk at lede efter hændelser, hvor det ikke forholder sig sådan, og det vil de fleste kunne finde.
Så hvis du fx har et skænderi med din bror om, at det altid er dig eller aldrig er ham, der køber gaverne til familien, vil han automatisk komme i tanke om de to gange, hvor han faktisk har stået for det. Og det er jo slet ikke der, du vil hen.
Sig fx i stedet: ’Jeg synes alt for tit, det er mig, der hænger på gaverne. Nu vil jeg gerne have, at du overtager den tjans’. Det kræver selvfølgelig, at du tør overlade det til ham. Alternativt kunne du også sige: ’Jeg føler slet ikke, du værdsætter, at jeg er den, der står mest for gaverne. Jeg vil blive glad for, at du viser det ved, at du fx …[indsæt selv dit ønske]’.
OG … så kunne det også være, du lige skulle undersøge, hvordan det kan være, du bliver ved med at stå for gaverne, hvis det irriterer dig så meget …
2. Undgå sætninger, der indeholder ’alle andre’ eller ’ingen andre’
’Alle andre har en kæreste, der skriver søde sms’er i løbet af dagen’, kan det lyde. Eller: ’Ingen andre har sådan et lorteliv, som mig’.
Instinktivt vil de fleste tænke og føle, at det altså ikke er helt sandt – hverken det med kæresten eller lortelivet, når de sidder over for personen, der kommer med et af udsagnene.
Den kloge lytter vil selvfølgelig forstå, at hende med kæresten i virkeligheden beder om flere tegn på, at hendes kæreste tænker på hende i løbet af dagen. Ligesom ham med lortelivet lige nu er et sted, hvor tingene ikke er, som han ønsker.
Men når vi formulerer os med sætninger, der kommer til at hævde, at alle andre har noget bedre, eller at ingen andre har det så slemt, vil de fleste lyttere gå i gang med at lede efter andre, der har det enten (endnu) værre eller bedre – eller i det mindste på samme måde.
Og får vi så det, vi godt kunne tænke os? Nej, vel.
Prøv nu at gå tilbage til begyndelsen af dette punkt og mærk så, hvad der sker, når du læser den indledende sætning og holder den op mod denne formulering: ’Jeg ville ønske, min kæreste sendte mig flere kærlige sms’er i løbet af dagen, ligesom Helenes, Miras og Milles kærester gør’.
3. Undgå ’man’, når du mener ’du’ eller ’jeg’
Man kan godt komme til både at skrive og sige ’man’, når man egentlig mener ’jeg’ eller ’du’. Eller er det ikke noget, man gør hos dig?
At bruge ’man’ er fremmedgørende og gør modtageren usikker på, om man’et er ment som et generelt ’man’, eller om det skal tages personligt. Ofte kommer det også til at ende uhensigtsmæssigt hos modtageren, da ’man’ nemmere kan undslå sig følelsesmæssigt, hvis der ikke optræder et jeg i sætningen (afsender) og/eller et du (modtageren).
Fx nytter det ikke noget at sige til sit teenagebarn, at ’man skal huske at tømme opvaskemaskine’, hvis man faktisk mener, at det er teenageren, der skal huske det. Ligesom det heller ikke virker så kraftfuldt at sige: ”Man bliver altså sur, når det ikke sker, og man har sagt det så mange gange’’.
Det er næppe, fordi teenageren er i tvivl om, hvad du mener. Men det er lettere at sno sig udenom, når vi ikke bruger ’jeg’ eller ’du’.
Prøv at erstatte ordet ’man’ med henholdsvis ’jeg’ og ’du’ i sætningen ovenfor om opvaskemaskinen og fornem selv forskellen.
’Man’ kan du gemme, til du virkelig mener, at der er tale om noget generelt. Ellers virker det mere kraftfuldt, når du forsøger dig med 1. og 2. persons-sætninger.
4. Pas på med ’men’
Du kender måske godt rådet her? Ikke desto mindre glemmer vi ofte at efterleve det. Og det er synd.
Tag sætningen: ’Du må gerne gå ud med vennerne i aften, men så skal du også være hjemme senest kl. 23.00’.
Det, der bliver hængende hos modtageren af denne sætning, er, at der er en betingelse, eller at han/hun ikke 100 % har modtaget noget rart. Det kan endda være, at modtageren selv havde tænkt at være hjemme kl, 22.30. Men’et får dog ham/hende til at rejse børster.
Prøv selv at konstruere samme sætning og erstat ’men’ med ’og’. Formodentlig kan du selv både høre og mærke og forskellen.
Du kender sikkert også selv følelsen af, at der kommer et ’men’ – og den er ikke rar, vel? Så prøv at gøre en dyd ud af at stoppe dine ’men’er’ og erstatte dem med ’og’. Det er ikke muligt hver gang, og slet ikke, hvis du mener, dit ’men’. Men ofte gør vi det faktisk ikke …
5. Mener du virkelig dit enten-eller?
Når du opsætter modsætningsparret, hvor du konstruerer din sætning med ’Enten skal .., eller også så …, er det vigtigt, at du virkelig mener det. For ellers får du kørt dig selv op i et hjørne, hvor ’eller-konsekvensen’ jo så skal forfølges.
’Enten rydder du op nu, eller også kører jeg dine ting på lossepladsen’. Mener du det? Hvis det er tilfældet, og du efterlever det, får det jo virkelig en konsekvens. Hvis ikke, bliver det en tom trussel og efterlader dig selv med en følelse af hverken at få den anden eller dig selv til at kunne indfri de krav, du lige har opstillet. Så tænk en ekstra gang, før du bruger enten-eller. Både af hensyn til din modtager og dig selv, din selvfølelse og det at få.
Læs også: TUTORIAL: UNDGÅ DE HYPPIGSTE PARFORHOLDS-TRICKERE #1
Kontakt
Psykoterapeut, MPF
Maria Holkenfeldt Behrendt
Studiestræde 7A · Baghuset
1455 København K.
51 90 18 48
mhb@inwriting.dk
