I dag gik jeg ind i en stige, jeg ikke havde opdaget. Følelsen, der ramte – mig lige der, da ejeren af stigen spurgte mig, om jeg var ok – var skam. Heldigvis var der ikke sket noget og jeg kunne hurtig ryste skammen af mig.

Følelsen af skam møder de fleste af os dagligt i større eller mindre grad.

I psykologisk forstand kan skam ses som en internalisering af andres syn på os. Den kan ses som den sociale gruppes syn på, hvad der er rigtigt og forkert ved os og vores handlinger. Det er altså en følelse, der ligesom frygt, skal holde os på vagt over for, hvor vi står hierarkisk i det sociale system, og/eller en følelse, som skal sørge for, at vi ikke udsætter os for fare ved at udfordre dem, der hierarkisk har mere magt eller en højere position end os selv.

Og på den måde har skam jo en brugbar funktion. Men ikke når den bliver for overvældende.

Ofte kommer mine klienter med skamtemaer, der ligger dybt i dem – og som ikke handler om at gå ind i en stige eller nemt at kunne ryste følelsen af sig.

De kommer med en dyb og relationsbetinget skam, der stopper dem i at have et godt liv. Og ofte er skammen opstået i barndommen.

Der er særligt to kategorier af barndomserfaringer som leder til overdreven skam: 

1. Hvis barnet oplever, at der konsekvent bliver sat grænser eller det bliver korrigeret på en ikke-sensitiv, skræmmende eller skadelig måde.
2. Hvis barnet ikke bliver tilstrækkelig bekræftet som sig selv, hvad enten det drejer sig om bekræftelse af emotioner eller af barnets personlighedstræk og egenskaber.

Begge slags erfaringer signalerer til barnet, at der er noget galt eller forkert ved det.

Denne skam bliver taget med ind i de voksnes rækker og kan først reduceres, hvis man er heldig at møde en person, der kan – som ugens citat siger – lytte til og reagere på ens (skamfulde) historie med empati og forståelse.

Ikke alle er så heldige at have sådan en relation. Og det kan føre til både angst og depression, hvis skammen bliver for styrende og overvældende. Og selv hvis man har en relation, der teoretisk vil kunne det, kan det kræve så stort mod hos fortælleren, at han eller hun ikke vover det.

Jeg holder så meget af de mødeøjeblikke, jeg har med mine klienter, som kæmper med skam – nogle gange uden at være fuldt bevidste om det – og som når til at turde fortælle det smertefulde skamfulde, der fylder dem og gør deres liv og relationer til andre så drænende og ufrugtbare. Når først de får sat ord på, mærket hvordan det er at sige og tør give sig hen til ubehaget i følelsen med tillid til, at jeg er i det med dem … Det er livsbekræftende. For lige der tager de skridtene mod et bedre og mindre skam-, angst- og depressionsfyldt liv.

Jeg elsker mit arbejde!

Psykoterapeut, MPF
Maria Holkenfeldt Behrendt
Studiestræde 7A · Baghuset
1455 København K.
51 90 18 48
mhb@inwriting.dk