Af Maria Holkenfeldt Behrendt, psykoterapeut 

Livet igennem vil vi støde ind i venner, kolleger eller bekendte, som befinder sig i en krise. Det kan være svært at finde ud af, hvordan vi hjælper. Her får du nogle tip til, både hvad du kan gøre, og hvad du skal undlade, når krisen rammer.

Det gør ondt på os at se en nær ven lide. Instinktivt forsøger vi derfor at hjælpe den anden, så han eller hun kan komme ud af sorgen og smerten. Du har sikkert også selv prøvet at befinde dig et smertefuldt sted – måske er en nær relation død, måske har du mistet din kæreste, eller også er du blevet ramt af sygdom.  Oftest vil de personer, du henvender dig til, komme med gode råd eller forsøge at få dig til at komme hurtigere videre, forsøge at få dig til at se på de lyse sider, komme med opmuntringer a la ’du må ikke synke ned i selvmedlidenhed’. ’Se at komme ud og opleve noget rart’ eller lignende. Alt dette er kærligt ment, men du har sikkert selv også erfaret, at det ikke hjælper – ofte gør det næsten tingene værre.

Modsat effekt
Hvis du forsøger at muntre din ven op, vil han højst sandsynlig ende med at forsvare sine følelser. Hvis du kommer med gode råd, vil han føle sig misforstået i stedet for støttet. Og der står du så – og ville bare hjælpe … Og pludselig stopper de med at dele deres smerte med dig.

Vær med smerten
Så selvom vi tror, at vi hjælper, hjælper det altså ikke at forsøge at muntre sørgende og kriseramte mennesker op. Faktisk forholder det sig modsat. Undersøgelser har vist, at det at lade folk være i smerten – uanset om det handler om tabet af et barn eller en hverdagssituation – er langt mere helende. Hvis der altså er ’et vidne’ til sorgen, dvs. én man kan dele følelserne med.

Anerkend smerten
At hjælpe et menneske i smerte handler om andet end gode råd og parallel-historier. Det handler om anerkendelse. Anerkendelse af at sorgen er der, at den hændelse, der har affødt den, føles ubærlig og meningsløs. Så stik imod det vi tror kan hjælpe, handler det altså om at være med den sørgende og det hul af smerte, personen føler i stedet for at forsøge at få det til at forsvinde.

Lyt-lyt-lyt
Så når nogen deler noget smertefuldt med dig, er noget af det bedste, du fx kan sige: ’Hvor er jeg ked af, at det sker for dig. Har du lyst til at tale lidt mere om det?’ For at få lov til at sige at noget gør ondt til et andet menneske, der bare lytter uden at komme med råd eller forsøg på opmuntringer, hjælper. Det er helende at blive lyttet til.

For svært?
Men – for nogen kan det være for svært at rumme andres sorg uden at forsøge at kurere eller fjerne den. Måske vækker det så stort ubehag i dig at være vidne til sorgen og lidelsen? Har du det sådan, skal du ikke presse dig selv til at være en anden ven eller pårørende, end den du er. Så hjælp hellere din ven eller veninde med at finde en anden at tale med. Ellers får hverken de eller du noget ud af forsøget – tværtimod.

Psykoterapeut, MPF
Maria Holkenfeldt Behrendt
Studiestræde 7A · Baghuset
1455 København K.
51 90 18 48
mhb@inwriting.dk