Er du del af et udfordret parforhold eller interesseret i godt terapeutisk håndværk, skal du lytte til pod-cast-serien ’Where do we begin’.
Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt
Når vi møder en partner, møder vi også en historie – og ikke altid én, vi havde tænkt, vi ville skrive os ind i. I podcast-serien Where do we begin inviterer den kendte terapeut Esther Perel os med ind i terapisessioner, som fluer på væggen og præsenterer os for en række par, der kæmper med forskellige problemer – både intra- og inter-psykisk. Fx ægteparret med en psykisk syg datter, det ældre par, hvor manden i en meget lang årrække har haft et seksuelt misbrug eller det lesbiske par, hvor den ene hustru er jaloux på den opmærksomhed, børnene får.
Smukt oversættelsesarbejde
Selvom parrene, der deltager i sessionerne, både er af forskellige regnbuekarakterer eller har sociale og kulturelle baggrunde, er der rig mulighed for at lære noget om sig selv, og hvad god terapi kan, fx hjælpe med at sætte ord på svære og uklare følelser, oversætte så partneren forstår, hvad der sker og vise, at dygtige, erfarne terapeuter også kan begå fejl. Esther Perel udfører et ekstremt smukt – både intellektuelt og følelsesmæssigt – oversættelsesarbejde.
Håb og genkendelighed
Som mennesker er vi på en gang drevet af lysten til samhørighed og behovet for selvstændighed. Ligesom vi lader os styre af skyld og skam. Esther Perel viser i sin serie her, hvordan vi i det moderne parforhold kæmper med almene problematikker, der både centrerer sig om seksualitet, troskab, respekt og særligt manglen på samme, og som kan invalidere både os selv, vores parforhold og øvrige relationer, hvis vi ikke får taget konstruktivt hånd om dem. Og det kræver sin kvinde at gøre det. Esther Perel gør det med ekspertise, følsomhed, humor og en erfaren indsigtsfuldhed, som vi alle kan lære noget af. Hun gør nemlig problemstillingerne genkendelige og identificerbare – og så giver hun håb …
Du kan nyde podcastene her: https://www.estherperel.com/podcast
Læs også Vidste du det om parforhold?