Næste stop

Som barn af en alkoholiker eller forældre med andet misbrug, oplever man gang på gang svigt, at skulle tage sig af sin forælder og ikke at kunne være sikker på, hvad der møder én, når man fx kommer hjem fra skole. Men også, hvor svært det er at mærke sig selv og turde stå ved sine egne behov.

screendump fra filmen næste stop

Ovenstående problematikker er bare nogle få af de oplevelser, børn og voksne børn af misbrugere, slås med gennem det meste af deres liv – hvis ikke de får hjælp udefra.

I novellefilmen ’Næste stop’ bliver den følelsesmæssige skræk og det virvar af tanker, man som barn af en alkoholiker slås med, skildret intenst og troværdigt. Ann Leonora Jørgensen spiller den alkoholiserede midaldrende kvinde, der er mor til den unge pige Siv, som i novellefilmen er på translokationstur med sine studenterkammerater.

Vi møder Siv lige inden studentervognen skal køre hjem til hende og moderen. Siv ringer flere gange hjem for at sikre sig, at hendes mor har styr på det, og vi aner tidligt, at det handler om mere end bare almindeligt styr.

Desværre har moderen ikke styr på det på den måde, Siv ønsker – og i det korte forløb, både filmen og real-time-handlingen foregår, får vi indblik i et mor-datter-forhold præget af misbrug. For moderen er alkoholiker – og slet ikke til at regne med, hverken konkret eller psykisk.

Filmen gør med sin enkle historie et stærkt indtryk og vækker både ubehag, medfølelse, skræk og dyb sorg. Ann Leonora Jørgensen leverer en fantastisk præstation og den unge pige, Mathilde Arcel Fock, formår også at få os til at føle helt ind i sjælen, hvor intenst skrækindjagende, uforudsigeligt og ubehagligt urovækkende, det er at leve med en alkoholiseret forældre.

Filmen er stærk – næsten for stærk til at se alene. Især hvis du har oplevet misbrug i din egen familie. Omvendt minder den også om, hvor vigtigt det er at turde række ud og bede om hjælp – for ingen børn eller unge skal gå alene rundt med forældre i misbrug.

Se filmen her: https://www.dr.dk/tv/se/naeste-stop/-/naeste-stop linket gælder til den 18. januar 2018

 

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.