– en indsigtsfuld autobiografi om at være datter af på en gang omsorgssvigtende og kærlige forældre.

Hvis du ligesom jeg kan lide bøger, der i korte træk handler om familie, om opvækst, om hvordan det er at være barn af forældre, der egentlig ikke egner sig til at være forældre, om sorg og jagten på forældres kærlighed og accept, så er Linn Ullmanns seneste bog ’De urolige’ en fantastisk læseoplevelse.

Linn Ullmann skriver om sine forældre – og det gør slet ikke noget, at de er skuespillerinden Liv Ullmann og verdensinstruktøren Ingmar Bergman – på en gang meget kærlig og meget kritisk måde. Hun fortæller om en barsk opvækst uden at lyde patetisk eller groft udleverende – mere som om hun har stået på sidelinjen og set det ske.

Linn bliver født som moderens første og eneste barn, og som faderens niende og sidste. Parret holder hurtigt op med at fungere som et par efter datterens fødsel. Og det ikke hverken at være et ’fælles projekt’ eller bare et projekt en af forældrene tager 100 % på sig, følger datteren hele livet.

Hun vokser nemlig op med sine forældre, men ikke sammen med sine forældre. Faderen ser hun hovedsageligt en måned om sommeren, hvor perfektionisme, ro og renlighed hersker, mens hun bor hos sin mor resten af året. Moderen er bare nærmest aldrig hjemme, så enten er Linn sammen med sin mormor eller bliver passet af unge piger, der slet ikke kan magte det ansvar. Og selv når moderen er der, er detsom om, hun ikke er der: »Hun længtes efter moren hele tiden, også når moren var i samme rum. Pigens kærlighed var mere, end hvad moren orkede. At få et barn var mere kompliceret, end moren havde forestillet sig«.

Vi følger datteren og hendes forældre fra hun bliver født og frem til faderens død i 2005. Og det er en grufuld rejse at være på sammen med hende. Hendes forældre er konstant så urolige, at de aldrig kan slappe af med at være sammen med hende – hverken fysisk eller psykisk (Linn flytter konstant både fra verdensdel til verdensdel, fra den ene skole til den næste og fra ’omsorgsperson til omsorgsperson’). En uro, der spreder sig til datteren i form af angst, tvangshandlinger, fortvivlede forsøg på at passe ind og social akavethed – for hvad andet er muligt?

Ud over at bogen er et mesterligt eksekveret eksempel på, at omsorgssvigt også kan ske i familier med flygel, penge, intellekt og ambition, er den også et mesterværk i fortællekunst. Forfatteren formår nemlig både at gå helt tæt på og samtidig holde en afstand til begivenhederne, som giver bogen en sjælden vis klangbund og fascinerer læseren uden at gøre patetisk og selvmedlidende opmærksom på sig selv. Det er familiedrama, familiedynamik og en psykologisk underspillet thriller, der bruger de følelser, der er i os alle, når det handler om at være barn, mor og far. En stor genistreg!